v/Claus Münchow

Bjerggade 1

DK-6400, Sønderborg

SASO

Sønderjysk AmatørSymfoniOrkester

     Tlf.:                          7442 3457

E-mail:        formanden@saso.dk

   WEB:                   http://saso.dk

 

Sønderborg d. 16. december 2008

 

Til Kulturforvaltningerne i Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg

 

SASO, Sønderjysk AmatørSymfoniOrkester har været støttet af Sønderjyllands Amt igennem mange år. Vi er derfor nu støttet af den 4-årige overgangsordning indtil udgangen af 2010. Herefter overgår ansvaret for orkestret til kommunerne i Den Sønderjyske Kulturaftale. Vi har forstået at de fire kommuner gennemfører de nødvendige forhandlinger og beslutninger i løbet af 2010. Vi håber at få lov til at præsentere vore visioner for vores bidrag til det sønderjyske amatørmusikliv i den forbindelse.

Imidlertid er der allerede opstået en situation som sætter os kniven på struben. Trods ihærdig, målbevidst søgen opstod for små to år siden den gennem flere år frygtede og forudsete situation at strygerbesætningen var så tynd at SASO ikke mere kunne fungere som et symfoniorkester, alene på grund af mangel på strygere. Ved et rent lykketræf kom Junior Ferreira, violinlærer på Sønderborg Musikskole, og undertegnede i en konstruktiv snak som nedbrød en irrationel barriere som har eksisteret mellem musikskolerne og amatørmusikken. Siden da har SASO blomstret, og Juniors elever har med stor begejstring fået nye store oplevelser og udfordringer.

Samarbejdet kom uformelt i gang, men er nu etableret som et formelt samarbejde mellem SASO og Sønderborg Musikskole, som fra foråret 2009 vil bidrage med aflønning af cellolærer Otto Andersen.

SASO har honoreret Junior i snart to år. Det er en udgift oven i de udgifter som har balanceret med støtten fra amtet og nu overgangsordningen. Nu kan vi se bunden i vores kassebeholdning. Vi har penge til midt på efteråret.

Da samarbejdet er startet mellem SASO og Sønderborg Musikskole, har vi søgt Sønderborg om støtte til vores ekstraudgifter. Ansøgningen blev henvist til kultursamarbejdet begyndende 2011 med den begrundelse at SASO hører hjemme i alle fire kommuner.

Faktisk ønsker vi at udvide samarbejdet til at omfatte alle 4 kommuner. Vi har allerede på vores nytårskoncert i Ballum 24.1.2009 optrådt sammen med de elever fra Tønder Musikskole som kunne have glæde af at prøve ar sidde i et symfoniorkester, og vi har netop fundet plads til en dygtig fløjtespiller fra Aabenraa musikskole efter henvendelse fra musikskolen.

Vi ser SASO i en meget værdifuld rolle som stort øveorkester for musikskolernes dygtigere elever. Det er en helt ny funktion og skal vurderes som sådan.

For at overleve indtil en mere vidtrækkende beslutning forhåbentlig kan tages i løbet af 2010  ansøger vi hermed kommunerne om støtte til honorering af violinlærer Junior Ferreira, kr. 12.000,- for 2. halvår af 2009 og 24.000,- for 2010

Der søges kr. 3.000,- + 6.000,- pr. kommune.

Det vil dække Juniors funktion som koncertmester for orkestret ved prøver og koncerter. Som koncertmester ved prøverne instruerer han samtlige strygergrupper mht. strøg og andre tekniske finesser samt sammenspil og fungerer som lærer for de elever han medbringer. Endvidere forbereder han nodemateriale for strygerne og varetager separate strygerprøver efter behov.

SASO-medlemmernes rent pekuniære bidrag er kontingent kr. 300,- to gange årligt, lige hævet til kr. 400,- samt meget store transportudgifter idet vi kommer fra hele det tidligere Sønderjyllands amts område.