2005 repræsenterer nok den gyldne, efterstræbelsesværdige middelvej. Når det er blevet helt vildt i 2006, så er det ikke fordi vi har besluttet os for en kraftig stigning i aktivitetsniveauet. Det er en følge af helt specielle udfordringer i forgangne sæson. Men det var en belastning som desværre tildels blev en overbelastning.

Det var to bundne opgaver, Fokusjazz i Aabenraa d. 10. november og jubilæumsshowet i Alsion d. 25.november med forskellige programmer. Og samtidigt arbejdede vi på Brahms's 2. symfoni. Dertil kom disse forfærdelige eksercitsprøver i Kløvermarkshallen. I bestyrelsen var vi på forhånd bekymrede. Udover det pressede program, var vi midt i et projekt med bigbandmusik, og så skulle vi til at anbefale et jazzstykke oven i. Jeg husker hvor jeg våndede mig ved situationen her for et år siden. Men musikalsk og oplevelsesmæssigt vil jeg vurdere året som en stor succes. Rhapsody in Blue var ved koncerten på det tyske gymnasium noget af det bedste vi har lavet mens jeg har været med. Jeg håber I har glædet jer over hele nummeret via vores hjemmeside. Og indledningen spiller under den officielle hjemmeside, når folk besøger os der. Og personligt var det også en meget stor oplevelse for mig at møde Simon og hans musik, og hans glade, talentfulde og meget seriøse indgang til musikken, uanset genre. Vores musik kan man naturligvis tage alvorligt, men den anden! Jo, det kan man. Det var skønt.

I Fokusjazz var amtets embedsmænd kraftigt involverede. Så det var meget værdifuldt at vi der gjorde os så godt bemærkede. En af dem, Helle Barsøe, bliver nu ansat i Sønderborg Kommune, og det er aftalt mellem kommunerne at de eksisterende overkommunale aktiviteter skal fordeles mellem kommunerne, Aabenraa tager sig således af Jomfru Fanny og Sønderborg af SASO. Så det var også godt at vi kastede glans over Sønderborgs Jubilæum på Alsion.

Så meget om det ekstraordinære år, 2006, i hvert fald hvad angår det ekstraordinære.

Det ordinære: Vi spillede jo også Brahms, musik lige i centrum for vores selvopfattelse. Bare den dog kan holde. For det truer også med at blive ordinært at vi ikke kan magte disse kerneopgaver uden hjælp udefra. Da vi besluttede os for Brahms - som klar er i den store enden af vores repertoire - så var et argument, at hvis ikke Brahms kan trække folk til, så er der ikke basis for et stort amatørsymfoniorkester i landsdelen. Jeg vil nødig drage konsekvensen af vores erfaring. Vi klarede den jo kun med udstrakt hjælp nordfra.

Og nu må vi igen skaffe hjælp på grund af Ingrids uheld. Nu er det jo en beretning om året der gik, men problemet med violinmangel er meget påtrængende.

For fuldstændighedens skyld, så begyndte 2006 med to nytårskoncerter, i Egernførde og i Rødding, men de blev omtalt i beretningen sidste år. Det var så beretningen om begivenheder i 2006.

 

Men vi kan også lige gøre status over de kæpheste jeg lancerede ved min tiltræden: Ingen aflysninger og stort hensyn til messing. Der har ingen aflysninger været. Vi har på det punkt været heldige, men vil også gøre alt for at være forudseende, og det er vedblivende et helt afgørende punkt.

Når vi vil tage specielt hensynet til messing, så er afbudssiden, Prøveplan for foråret 2007, helt afgørende. Den er jeg fortsat meget glad for. Det er meget dejligt at I alle tager den så alvorligt, selvom en del af frameldingerne ikke kan bruges til noget konkret. Det giver et sammenhold og er et udtryk for gensidig ansvar - inden for frivillighedens rammer. Og vi der lægger en del arbejde i at få prøverne til at fungere - og især dirigenten -  kan undgå den skuffelse det er ved prøvens start at opdage at der mangler instrumenter som man forestillede sig netop skulle på plads i en eller anden sammenhæng. Men undertiden kan vi også på grundlag af tilkendegivelserne tilrettelægge prøverne hensigtsmæssigt især med hensyn til messing.

Det er to principper jeg besluttede fra starten. Men der er jo kommet et til: Lektien fra gang til gang. Det princip opstod hurtigt som følge af den planlægning som kunne foretages på basis af prøveplanen. Og det har udviklet sig og fået det måske noget belastende navn: Lektien til næste gang. Som gammel lærer kan jeg have brugt betegnelsen for sjov, sådan lidt selvironisk. Men den slog igennem, da Helge efter en rigtig god prøve kom hen til mig og sagde indtrængende: "Nu får vi vel lektie for til næste gang". Der var for mig to vidunderlige ting i det, 1) hans udsagn om den store værdi i den fælles forberedelse selvom 2) princippet blev kaldt lektie. Jeg bruger ordet for sjov, men tager virkningen af det vi gør i den forbindelse meget alvorligt.

Det er ikke en lektie vi skal høres i. Det er en påpegning af hvor de kræfter, vi har tid og lyst til at bruge fra gang til gang, bør investeres. Virkningen skal være følgende:

Hvis vi alle øver os uden specielle anvisninger op til en prøve, og kun halvdelen af programmet bliver spillet ved den prøve, så vil de der har øvet sig på det der ikke bliver spillet, synes at de i nogen grad har øvet sig forgæves. Det nedsætter lysten til at øve sig til næste gang. De der ramte rigtigt vil glæde sig over at d klarede udfordringerne godt. Men hvis alle havde øvet sig på det der blev spillet til prøven, så ville helheden yderligere løfte sig, og vores fornemmelse af at være et godt orkester få et herligt tilskud. Det øger lysten til at øve sig.

 

Ja, så kan vi blive et rigtigt godt orkester. Vi skal bare finde nogle flere violiner! Men her vil jeg sige en varm tak til dem vi har for tapper indsats. Vi har ofte haft ondt af jer, I har undertiden båret et urimeligt læs. Men vi påskønner det meget og gør hvad vi kan.

 

Punktet hedder også planer for det kommende år. Jeg kan berette om en plan der ikke blev til noget: Jakob Elmedal Johansen som vi meget gerne ville hyre til efteråret, vil meget gerne, men kan efter al sandsynlighed ikke. Vi kunne godt finde på at spørge René igen, men vi har ikke drøftet efteråret konkret.