Formandsberetning, 2009.

 

SASO lever og har det godt. Der er fart på i øjeblikket, vi spiller bedre end jeg har oplevet, og stemningen er munter og ungdommelig.

Men vi er også i en tilstand af forandring med de udfordringer som følger deraf.

 

Og det er så overskriften for beretningen. Hvad er der sket i det forgangne år, og hvad må vi forestille os vedr. fremtiden.

 

 

Det forgangne år:

 

Vi har lavet de sædvanlige forårs- og efterårskoncerter som afslutning på arbejdet med en håndfuld værker, se Koncerter.

Forår: Musikhuset i Sb. Gråsten skole, Ballum.

Efterår: Nørherredhus, Nordborg, Musikhuset i Sb og nytårskoncert i Ballum.

 

Når der optræder to koncerter i Sønderborg, så er det som afslutning på prøveweekender som vi gerne holder i musikhuset. Det er jo en rigtig koncertsal, og så er det dejligt at slutte af med en koncert dér.

Ellers er vi optaget af planen om at finde nogle steder hvor SSO ikke kommer, som gerne må være steder hvor vi måske kan opbygge et stampublikum og vende tilbage årligt eller hverandet år ca. Hvis det lykkes, er det et meget godt kort at spille når de fire kommuner skal aftale overtagelsen af den økonomiske overgangsordning som har overtaget amternes økonomiske ansvar for kulturaktiviteter og som ophører med udgangen af 2010.

 

Og lykkes det så?

Vi har prøvet Gråsten, i skolen. Det var ikke specielt opmuntrende fremmøde, og salen var heller ikke lige sagen.

 

½ år efter prøvede vi Nørherredhus i Nordborg med et meget opmuntrende publikumfremmøde, god sal og der blev snakket om koncerten i byen bagefter. Det ligner et sted hvor ringene kan brede sig, så det kan udvikle sig den rigtige vej. Annoncering er et nøglebegreb i denne sammenhæng, og det er meget svært at finde ud af hvordan det kan gøres bedre.

 

I Ballum afholdt vi en bryllupskoncert som de kaldte det, d. 25.5. Der kom 65 betalende publikummer, så der har jo nok været små 100. De ville faktisk gerne allerede 8 måneder senere have en nytårskoncert med os.

Nytårskoncert er åbenbart noget der går og kommer i SASO. Det er blevet vedtaget og droppet flere gange i min korte formandstid. For et år siden sagde jeg her: Vi har ikke planer om nytårskoncerter. Man har et standpunkt til man tager et nyt. Og det har ikke voldt problemer at sadle om efter vindens blæsen. Nu blæser det i den retning: Jeg har fra arrangøren i Ballum fået følgende - og jeg citer fra mail: Vi har lige holdt kulturudvalgsmøde søndag formiddag og hvis I er interesseret i at lave en koncert hos os som en tradition hvert år i januar, så er I velkomne til det.

Så her er der bid.

 

Endvidere har jeg henvendt mig til Sydslesvisk Forening. De ville hellere have en nytårskoncert da de for et års tid siden sagde nejtak til en koncert. Men den nytårskoncert vi kunne tilbyde i år, var for klassisk! Jeg har præsenteret vores langsigtede strategi og håber at høre noget imødekommende fra dem.

 

Nu har vi aftalt koncert i Rinkenæs d. 19.5. og det kan også ligne et sted hvor vi kan vende tilbage.

Jeg syns det ser ret lovende ud med den plan.

 

En afgørende grund til glæde over SASOs situation er vores samarbejde med Lars. Vi har i flere år søgt en god dirigent som kunne stille krav til os og hjælpe os derhen.  Vi har sådan en for tiden, og mellem os: Det ser ud som om han er rigtig glad for os, og min fornemmelse er at han vil give år ½ år til og endnu et og ... Også det element af entertainment han giver vores koncerter, er meget værdifuldt når vi vil opbygge et stampublikum.

 

 

Sådan kører det nu. Og hvordan så i fremtiden?

 

For godt et års tid siden stod vi med en alt for lille primogruppe og helt uden udsigt til at kunne finde modne amatører til det hul. Uden samarbejdet med musikskolerne intet SASO. Men ikke blot som overlevelse er der grund til at glæde sig over samarbejdet. Det er et herligt liv under vores prøver. Det betyder en integration i og et bidrag til Sønderjyllands musikliv. Vi bliver i højere grad noget ved musikken. Og så ser det ud som om vi endelig kan opfylde et formål som stedse har stået i vores vedtægter, nu med ordlyden:

 

§ 2  Orkestrets formål er

a. at give amatørmusikere fra Syd- og Sønderjylland samt Sydslesvig mulighed for at spille musik for stort symfoniorkester, primært ved at vedligeholde et fuldt besat amatørsymfoniorkester i landsdelen, og samtidig

b. tilbyde denne mulighed for elever fra MGK og de kommunale musikskoler.

 

Nu er vi inde i et tæt samarbejde med Junior, som har udviklet sig til et formelt samarbejde med Sønderborg Musikskole. Jeg har haft et møde med Jan Østergård hvor vi besluttede samarbejdet som en prøveperiode. Musikskolen var interesseret i at også Otto deltog med celloelever og honorerer Otto. Vi har ikke et akut problem i cellogruppen, men gruppen har vist sig imødekommende. Vi øver os i den fleksibilitet som vil være afgørende for os fremover. Og så konstaterer jeg med stor glæde at fleksibilitet er ved at slå igennem også ude i verden. To unge bassister har fået lov at deltage.

Der er skred i tingene, men det skulle nødigt skride fra os. Sidste tirsdag var noget overrumplende. Det var dejligt at se så mange, men det er ikke problemløst for et gammelt orkester som kender sig selv som en helt anderledes sammentømret helhed. Jeg kan kun udtrykke optimisme ved samarbejdet med Junior når det drejer sig om at tage allehånde hensyn. Han er meget initiativrig, men slet ikke insisterende.

 

Men SASO som institution står over for store udfordringer.  Vi har ikke en fast, prøvet kurs at følge i øjeblikket. Der er to ting vi må arbejde på at undgå: 1. At orkestret langsomt sygner hen. 2. at vi mister den selvstændighed som kan sikre at gode amatører har et godt sted at udfolde sig. Den faste stamme som etablerede orkestret for 30-46 år siden og som stadig er kernen i orkestret, bliver jo et år ældre pr. år, og trods meget store anstrengelser har vi slet ikke kunnet opstøve yngre musikere med fast ophold på egnen i et antal som kunne overtage ansvaret. Uden nyt blod vil orkestret langsom sygne hen. Vi må derfor være vågne, åbne og fleksible over for enhver mulighed som kan styrke os som symfoniorkester. Og samtidig fastholde vores position over for de fire sønderjyske kommuner som skal overtage amtets økonomiske understøttelse af os.

 

 

Og hvad skal vi så spille?

 

"Jeg vil ikke lade mine elever udsætte for noget de ikke kan magte" sagde Junior inden samarbejdet var i gang. Og jeg replicerede så: "Hvad vil de kunne magte?", og Junior remsede en mængde værker op, hvortil jeg sagde: "Det kan vi have meget glæde af". Og så kørte det. Og det vil fremover være rammerne for vores repertoire. Nu har vi så i tre halvår set hvad det indebærer. Vi giver afkald på de store symfonier i deres helhed. Men jeg syns vi stifter bekendtskab med megen anden mindre kendt, men herligt underholdende og veldrejet musik. Jeg finder det også mere velegnet for et amatørorkester at drage ud i landsdelen med. Sådan personligt. Repertoiret kan altid gøres til genstands for drabelige diskussioner. Og de kan vel også udvide opmærksomheden på det ønskede og mulige. Så jeg vil slet ikke dæmpe repertoirediskussioner. Men rammerne vil være at Junior finder det spiseligt for sine elever. Og han øser tilsyneladende af et bundløst kar.

 

Konkret har tanker om at optræde med børneballetten i Sønderborg. Vi prøvede forgæves da vi spille Coppelia. Men hvis vi er lidt tidligere ude, er balletten interesseret. Velegnet til nytårskoncerter.

Endvidere vil vi gerne give de unge talenter iblandt os mulighed for at optræde med solokoncerter.

 

Så mange var ordene.

 

 

 

Valg til bestyrelsen.

 
 

Generalfor-

samling forår

Nyvalg/Genvalg til

bestyrelse

Bestyrelse efter

generalforsamlingen

Nyvalg/genvalg

af suppleant.

Suppleant(er) efter

generalforsamlingen

2005

Claus, Ove

Claus, Ove, John, Erik, Claus-Michael

Hanne

Hanne

2006

John, Hanne, Finn S., Jeanne

Claus, Ove, John, Hanne, Finn S., Jeanne

Finn H.

Finn H.

2007

Claus, Ove, Hanne, Finn H.

Claus, Ove, John, Hanne, Finn H., Jeanne

 

 

2008

John, Jeanne?

Claus, Ove, Hanne, John, Jeanne

 

Helge, Bente

2009 Barbara, Claus, Hanne. John, Jeanne,...   Helge, Bente
 

Claus og Hanne er på valg. Ove ønsker ikke genvalg.