v/Claus Münchow

Bjerggade 1

DK-6400, Sønderborg

SASO

Sønderjysk AmatørSymfoniOrkester

     Tlf.:                          7442 3457

E-mail: formanden@saso-sms.dk

   WEB:                      saso-sms.dk

 

Sønderborg d. 26. juni 2006

 

Til musikskolerne i Sønderjylland.

 

SASO blev oprettet i 1963 kort efter oprettelsen af Sønderjyllands Symfoniorkester. Tanken var at det professionelle symfoniorkester kunne inspirere amatørerne til at spille symfonisk musik og denne aktivitet på den anden side kunne styrke og udvikle et godt lokalt publikum for symfoniorkestret.

Fra starten har SASO altså søgt at styrke og udvide den musikalske interesse i vores landsdel, og sådant har SASO fungeret siden i den kontinuerte prøve- og koncertaktivitet, også i Sydslesvig i samarbejde med Sydslesvigsk Forening, og med SMS, Sønderjyllands Musikstævne, som en gang om året trækker mange musikere til landsdelen fra vores store sydlige nabo.

Mere kan læses på http://saso-sms.dk/ under Historie og SMS, m.m.

Vi tør sige at SASO har været en betydningsfuld aktør i det sønderjyske musikliv og at vi meget gerne forsat vil være det.

Imidlertid rammer to forhold orkestret i disse år. Den oprindelige kerne udgør stadig et tyngdepunkt i orkestret, hvorfor vi kan forudse behovet for større udskiftning end vi tidligere har prøvet (vi er allerede er begyndt at mærke det). Det andet er, at der tilsyneladende mangler en generation af strygere. Det kan være at det ikke var lige her børnene til 68-erne fandt ”knæhøj karse”, eller at det pressede arbejdsmarked og det overvældende elektroniske underholdningsudbud nu skubber større, seriøse interesser til side. Hvorom alting er, vi mangler en mellemgeneration, som vi arbejder hårdt på at stampe op.

Vi ser gerne at musikskolerne opfatter SASO som en tilbud til de af jeres elever som har tid til og mod på at prøve den store symfoniske musik. Lige nu retter vi en særlig appel om hjælp hvad angår strygere, så SASO kan overleve til glæde også for jer fremover.

Fra starten stod i vores vedtægter:

§ 2  Orkestrets formål er

at fungere som orkesterskole for elever fra amtets MGK og kommunale musikskoler.[1]

I tidens løb har mange nu professionelle musikere rundt omkring i landets professionelle orkestre som unge haft en periode i SASO, som har givet dem erfaringer i et stort symfoniorkester. I det seneste år har vi haft en janitshar fra MGK som nu er kommet ind på konservatoriet i Esbjerg.

Men også unge musikere der forbliver amatører, vil have glæde af at få erfaringer med den store symfoniske musik, som efter vores erfaring oftest er den sammenhæng hvor interessen for vedvarende at udvikle sig på sit instrument, finder størst inspiration. En periode i SASO kan derfor bidrage til at jeres elever får glæde af den undervisning de har modtaget på musikskolerne, for resten af livet uanset fremtidig beskæftigelse.

Det vil derfor glæde os hvis musikskolerne kan opfatte os som et godt tilbud til deres elever, som vi til gengæld vil tage os kærligt og hensynsfuldt af.

 

Venlig hilsen på SASO’s vegne, SASO’s bestyrelse

 

 


[1] Formuleringen forekommer lidt anmassende uden et formelt samarbejde med musikskolerne. Vedtægterne er pt. under revision og for §2 foreslås denne nye formulering:

§ 2  Orkestrets formål er

a. at give amatørmusikere fra Syd- og Sønderjylland samt Sydslesvig mulighed for at spille musik for stort symfoniorkester og samtidig tilbyde denne mulighed for elever fra MGK og de kommunale musikskoler.

b. at styrke amatørmusikken i Sønderjylland gennem afholdelse af Sønderjyllands MusikStævne, SMS.