Formandsberetning, 2015

Det ser ud som om vi er ved at være kommet ind i en fast rytme med nytårskoncerter i Simmersted og Ballum og forårskoncert i Tinglev, alle tre velhonorerende og tilsyneladende fortsat interesserede.

Det er dejligt at noget er på plads automatisk, men lidt uheldigt at begge projekter kræver populærmusik, nytårskoncerterne naturligvis, men også forårskoncerten i Tinglev for i hvert fald efterskolens elever. I Tinglev kan de ikke få det til at passe ind i deres planer på andre tider.

Sidste år havde vi kun de tre koncerter. I år har vi planlagt en koncert i Musikhuset i Sønderborg dagen efter Tinglevkoncerten. Der bliver vi selv arrangører, så her spiller vi ved døren, dvs vi lægger Inge-Lises fine violinkasse frem.

Susanne trådte til efter nytårskoncerterne med Jacob som ikke havde tid i foråret. Det havde Susanne heller ikke da vi spurgte første gang. Men efter 14 dages ~tre ugers forgæves søgen spurgte vi igen. Så indvilgede hun i at prøve at finde plads til os i sin tætte kalender. Det lykkedes, og dermed reddede hun os faktisk. Det medførte imidlertid et uregelmæssigt prøveforløb, tilmed sent annonceret og derfor med usædvanligt mange afbud til fortvivlelse for både hende, som gerne vil gøre det godt, og for mig som syns at min opgave er at holde sammen på et helt orkester. Alligevel har vi i tiden med Susanne lavet fremragende koncerter og haft spændende og lærerige prøveforløb. Og med Susanne har vi stiftet bekendtskab med musik i en genre vi aldrig før har set eller hørt, og slet ikke kunne have fundet på selv. Det har været meget spændende.

På grund af Susannes meget tætte skema havde vi også i efteråret og nu i foråret et meget ujævnt prøveforløb med prøveændringer, og her i foråret har vi, for at få prøver nok, måttet indlægge to rene strygerprøver med Bettina som instruktør. Men det er i fin samklang med de værker vi skal spille, idet der er en del gengangere og blæserstemmerne i det nye er ikke vanskelige. Vi laver endnu et par fremragende koncerter til maj.

Og det bliver så Susannes sidste. Hun har meget om ørerne, og i november meddelte hun bestyrelsen at hun vil stoppe efter koncerterne i maj. Da havde hun allerede skaffet os Bettina som instruktør og har selv nævnt at Bettina kunne afløse hende. Det er en ansvarligt exit (jeg ville ønske jeg kunne gøre ligeså). Vi er i gang med at planlægge efteråret sammen med Bettina, og vi kan se frem til en dygtig afløser for Susanne - og en afløser som har god tid. Det vil være muligt at lægge prøver ti (ti) lø (lø) ti (ti) lø … [forklares med fagter] jævnt med 10/11 dage imellem (bortset fra ferier)

Som de sidste par år fastlægger vi prøvedagene først og ser derefter hvor vi kan finde lokaler. Det har desværre her i foråret været umuligt at være i Musikhuset på vores lørdage. Men Ahlmann Skolen har aldrig været optaget når vi havde brug for den. Så det fungerer fint. Deutsches Gymnasium har også været meget tilgængelige, og vi har aldrig haft problemer med at få adgang til Christines gymnasium de få gange hvor det var nødvendigt. Men som det ser ud nu, er der faktisk slet ingen skoleelever fra Sønderborg til efteråret, og dermed bortfalder begrundelsen for at holde prøver i Sønderborg. Så kan de lange lørdagsprøver også lægges på Deutsches Gymnasium. Måske skal vi nytænke prøverne.

Musikerne

”Desværre kan jeg genbruge mange sætninger fra sidste års beretning.” Dette er allerede en sætning fra sidste år som altså henviste til forrige år. Så vi har altså at gøre med et gammelt problem, problemet med at finde strygere. Junior vil gerne at hans elever får de erfaringer og oplevelser som et fuldbesat symfoniorkester kan give hans unge elever, men de skal kunne overkomme det hele, og det er forældrene der beskytter dem. Eleverne og forældre vil også gerne, men de må jo ikke gå ned med stress i en ung alder.

Vi kan miste over halvdelen af vores sårbare primogruppe, Anna Barbara, Ida og Emilie (og?)..

Et håb kan vi knytte til de seneste års erfaringer hvor pludseligt først Christine og derefter Birgitte og Emilie trådte ud af den blå luft - og ind i varmen hos os. Og det tyder jo så på at vi ikke har støvsuget egnen tæt nok. Det har vi så gjort nu. En rundringning til de 4 musikskoler har efterladt os med den viden at der ikke er nogen der er modne til SASO. Vi venter dog på et svar fra en violinlærer i Flensborg. Men det satte igen overvejelser i gang om samarbejdet med musikskolerne, og da der var strygerstævne i Haderslev i lørdags, besøgte Jing og jeg stævnet og snakkede med lederen, Jesper Ry - en samtale jeg skal vende tilbage til.

Foruden de få unge mennesker har SASO en tilgang af tidligere professionelle musikere i hvem amatøren har overlevet. Jeg elsker den formulering - og beundrer de mennesker.

- men fatalt er manglen på musikere i alderen mellem 20 og 70. De er voldsomt savnede, for det er her vi må finde de bestyrelsesmedlemmer som kan overtage efter den siddende bestyrelse.

Sidste år sagde jeg:

”Orkestret er underbemandet med organisatorisk arbejdkraft. Jubilæet var en klar overbelastning af bestyrelsen. Vi havde ønsket et udvalg som kunne arbejde med jubilæet ved siden af bestyrelsen (se SASO nu og i fremtiden i formandens beretning, 2013), men et sådant lod sig ikke opdrive. Jeg vil gerne tilføje, at jeg ikke ser nogen som jeg syns har svigtet os. Problemet er at den kategori af medlemmer ikke findes.

Jeg sagde også:

”Hvis ikke vi får hjælp, så er vi at ligne med udskidt æblegrød bagefter, og så skal der vælges en helt ny bestyrelse.”

Det var ment som en trussel - den løb ud i sandet. Nu overlevede vi - mere eller mindre. Men ikke uden mén.

Vi er snart over 70 alle sammen, og hvilken fremtid kan vi se for os i bestyrelsesarbejdet? De 11 år har i hvert fald slidt på mig. Jeg har egentlig aldrig ønsket at blive formand. Da Jens havde besluttet at standse, spurgte han mig om det ikke var noget for mig at overtage den tjans. Mit svar var ”Nej, jeg egner mig ikke det sådan noget”. Der er to udsagn i den sætning. Det ene er klart: ”Nej”. Det andet har jeg tænkt en del over. Hvad kan jeg have ment? Jeg tror at jeg allerede den gang frygtede at jeg ikke kunne styre det; jeg går ned i alle i detaljer. Jeg har faktisk aldrig ønsket at være formand, men blev det, og jeg har gjort mig umage. Men sådan noget slider, og ofte tænker jeg, at nu gider jeg ikke mere. Det sker gerne når jeg har glemt eller overser noget. Sådan noget kan kun blive hyppigere. Jeg indrømmer gerne at det har været sjovt når ting er lykkedes for os, f. eks. juilæumsarrangementet, men jeg agter at planlægge efter en snarlig afslutning af den del af mit engagement i SASO.

Hvis ikke nye kræfter kan overtage det organisatoriske arbejde, så kan man forudse et afmattet formandskab som resulterer i et smuldrende orkester. Jeg syns det ville være så trist for SASO som institution og for os gamle som holder liv i det og i os med aftagende kræfter. Når jeg ser det sådan for mig, så tænker jeg at vi skal samle alle kræfterne og lave en basse afslutningskoncert, og så er det det - hvis ikke nye kræfter dukker af disen. Jeg vil ikke være med til at sygne hen.

Og så vender jeg tilbage til samtalen med Jesper Ry, som jeg satte ind i nogle tanker jeg har gjort mig for år tilbage og helt forsøgsvis nævnt for bestyrelsen: Musikskolernes gradvise overtagelse af SASO.

Da jeg havde været formand et års tid, var jeg til et møde med alle egnens musikskoleledere, og her annoncerede Jan Østergaard mit indlæg med en kort præsentation af SASO som et ”fuldtalligt symfoniorkester, sådan et som vi så tit har prøvet at rejse, men ikke magtet: Her er det!” Sønderborg musikskolen nævner i sit prospekt til nye elever at der er mulighed for at få orkestererfaring i SASO.

Og sådan har orkestret fungeret under SASOs ansvar og ledelse, musikskoleelever er inddraget uden begrænsning i orkestret.

Musikskolerne laver mange fællesarrangementer for eleverne som de bruger tid og kræfter på. Måske ville det være endnu mere givtigt for skolerne at bruge ressourcer på et Musikskolernes Fælles Symfoniorkester hvor, når processen er tilendebragt, egnens amatører kunne få en tilsvarende adgang uden begrænsning til dette orkester, hvis prøveforløb, -dage og -tider dog måtte fastlægges efter skolernes behov.

Over for Jesper Ry skitserede jeg denne udvikling. SASO har den erfaring og det velbesatte orkester, som helt fjerner den hurdle musikskolerne har stødt ind i, når de ville starte et symfoniorkester fra bunden.

Jesper Ry var tilsyneladende ret inspireret af udsigterne og ville tage det op på ledernes næste møde.

Hvis jeg bliver genvalgt, har jeg to år til at arbejde for den udvikling, og det vil jeg meddele Jesper, og hvis ikke det skrider lovende fremad, vil jeg arbejde på en afslutningekoncert inden jeg næste gang er på valg. Som sagt: Jeg vil ikke være med til at sygne hen. Men jeg vil meget gerne væltes!

For god ordens skyld skal I jo vide at arbejdsopgaverne kan læses på Plan for bestyrelsesmøder Arbejdsfordeling i bestyrelsen. Den første er en slags grundstruktur. I praksis tilpasses punkterne efter de aktuelle omstændigheder. Den anden nyformuleres ved hver ny konstituering af bestyrelsen.